Aussie tanker og hunde-sind

I vores avls arbejde med islandske heste gør vi meget ud af at bruge forældre dyr som har gode bevægelser og et godt sind. Da vi nu er så heldige at have en Aussi tæve med et helt fantastisk godt sind og som samtidig er rigtig god i proportionerne og selvfølgelig den smukkeste af dem alle, har vi besluttet at prøve at lave et kuld hvalpe.  Vi har gjort et stort stykke arbejde med netop at finde den helt rigtige far til kuldet.


Inden Kisja kom i løbetid har vi været i tyskland for at møde et par hanhunde som skulle passe til hendes bygning og det skulle være efter en god Aussie linje og ikke mindst skulle han opfylde mit krav om et godt sind.  


Et godt sind for mig er at man kan tale til hunden og på helt almindelig sprog fortælle hvad den skal, det vil sige uden at råbe. Den skal kunne leges med og man skal kunne stoppe den ved bare at sige ”slut” og så slapper den af uden at være ophidset. Den skal kunne tage imod fremmede på en venlig måde. Den skal være nysgerrig, lærenem og tolerant over for andre dyr - høns, heste, katte mm. Den skal være frisk på sjov og ballade, Agility, hyrdning, lydighed, dans mm. Altså en rigtig god familie hund.


Gode bevægelser betyder at hunden skal kunne løbe i lang tid uden de store anstrengelser. Aussien er avlet til at skulle kunne arbejde ”hyrde” en hel dag, og det kan den kun hvis den er rigtig sammensat i knogler, har rigtig vinkling i ben og hofter, optimal hals længde, hoved holdning og meget mere. Så er det lige at min erfaring og ekspertise ligger i heste. Men jeg har fået og får en fantastisk hjælp fra en meget erfaren og super seriøs avler, Gitte Strandly Kjelstrup, som har avlet Kisja og som har været med til at udvælge faren til kuldet. Vi glæder os til at tage imod hvalpene den 24-25. oktober 2009 hvor Gitte endnu engang vil bistå os.


Både Kisja og Buster har fået tjekket hofter, albuer og blevet øjenlyst helt uden anmærkninger.


Hvalpene bliver stue opdrættet og vil, i de 8 uger vi har dem, komme til at møde vores børnebørn på 1 og 3 år, vores teenagere, høns, heste, katten Madsen og meget mere. Blandt andet vil de få besøg af de hvalpe købere som allerede har bestilt en hvalp.

Lone